Røverruten og dens skulpturer

Røverruten er udsmykket med skulpturer af figurer og personer, der har sat deres præg på Rold Skov. De fem kunstværker blev fremstillet ved Arden Træskulpturfestival 2026 med økonomisk støtte fra Sparekassen Danmarks "Fonden Hobro", Rold Skov Turistforening og Fællesrådet for Arden By.
De fem kunstnere er:

Allan Bo Jensen: Skovkusk med hest
Dorthe Hedensted Lund: Skovrider Jens Hvass 
Jeppe Røpke: Røver
Mikkel Duusgaard: Krybskytte
Søren Brynjolf: Heks

Langs Hvass Sø er der opstillet seks trækulpturer med særlig appel til børn. Skovløber Preben Palsgaard er mester for disse dyreskulpturer, som er sponseret af Rold Skov Turistforening.

Selve ruten er etableret af Rold Skov Turistforening i samarbejde med Naturstyrelsen Himmerland og Foreningen Sortemosehus.


Foto: Lasse Kaarsberg-Puggaard

Rold Skov krybskytter

Krybskytteri var tidligere en måde for skovens fattige beboere at skaffe sig kød til at supplere den daglige kost.

Mest berømt af Rold Skovs krybskytter er Lars Kjær (1856 - 1946), der boede sammen med sin kone, spåkonen Marie, i et lille hus for foden af Rebild Bakker ved Ravnkildestien. Lars Kjær var kendt for både at skyde mange krondyr og rådyr og for at forsyne andre, der var fattigere end ham selv, med et stykke kød.

 

Foto: Lasse Kaarsberg-Puggaard

Heksen

Hekse er tæt forbundet med den overtro, der tidligere hørte uløseligt sammen med en stor skov.

Men også i moderne tid har Rold Skov haft sin helt egen heks. Dannie Druehyld (1947 - 2021) var kendt og elsket af mange, ikke mindst børn, for sin fantastiske fortælleevne, når hun havde ture i skoven. Hun øste også ud af sin viden på tv og i flere bøger, blandt andet "Heksens håndbog".

I dag kan man møde arven efter Dannie i Heksens værksted i Rebildcentret. 

Foto: Lasse Kaarsberg-Puggaard

Røverne fra Rold

Rold Skov var i århundreder et farligt sted at færdes efter mørkets frembrud. Fattige folk ernærede sig som landevejsrøvere og udplyndrede folk, der var uforsigtige nok til at gå, ride eller køre gennem skoven i mørket.

Den sidste røverbande blev optrævlet i 1837. Flere af medlemmerne - Bette Fanden, Lorentz Meier og Petronillen - blev landskendte og fik lange fængselsstraffe.
Skulpturen her skal dog ikke forestille nogen bestemt person.

 

Skovkuskene

Helt op til midten af 1900-tallet var skovkuske et fast indslag i skovbruget. Kuskene og deres store, tunge jyske heste var helt uundværlige i skovbruget, inden de moderne skovmaskiner blev opfundet og overtog mange mands - og hestes - arbejde. 

Relieffet med skovkusken, hans hest og en træstamme er inspireret af Harald Kjær, som i mange år arbejdede i Rold Skov - både Nørlund Skov og statsskoven - med at fælde og slæbe træer ud.

Skovrider Jens Hvass

Jens Hvass (1898 - 1996) var fra 1940 til 1970 - statsskovrider på det, der dengang hed Buderupholm Statsskovdistrikt.

Hvass var en markant person, der ikke mindst gjorde en stor indsats for at åbne statsskoven for almindelige mennesker. Blandt andet fik han etableret Den Jyske Skovhave og lille aflægger af skovhaven blev det også til her ved den lille, kunstigt opdæmmede sø, der er opkaldt efter ham.

Hvass var spejder og manden bag de store spejderstævner på Jamborettepladsen. Dertil var han en dygtig forstmand, som især var begejstret for Douglas granen.

Det var ikke tilfældigt, at han blev kendt som "Kongen af Rold", og det er ikke tilfældigt, at skulpturen af ham er skåret i Douglas-træ, mens de andre fire er i eg.

Dyreskulpturerne ved Hvass Sø

På vestsiden af søen er der opstillet seks træskulpturer af dyr, der har tilknytning til skoven og vandet: en frø, en odder, en ræv, en spætte, en ugle og en ørn

Det er skovløber Preben Toft Palsgaard, der er mester for disse skulpturer, som giver fantasien frit løb. Han har valgt at fremstille i lærketræ, som giver figurer en varm, gylden farve. 

Frøer ser man overalt langs søen. De fleste er bittesmå, så man skal se godt efter, når man går på stien, for ikke at træde på dem.

Ræven er alle vegne i skoven - og kan også træffes i byens haver. Den er mest aktiv, når det er mørkt, så man skal være heldig for at møde den. Eller man skal vide, hvor den har sin faste rute, for ræve er vanedyr, der som oftest går den samme tur for at finde føde.

Spætterne holder til, hvor der er gamle træer, de kan hakke deres redehuller i. Heldigvis er Hesselholt Skov rig på store, gamle træer - både levende og døde - så her kan man møde både flagspætter og den store, men sjældne sortspætte.

Uglen er nattens fugl. Det ser man på navnet Natugle, som er den mest almindelige ugleart i Hesselholt Skov. Den har en rigtig uglelyd: huh - huh,huh.huuh.

Ørn og odder lever ikke fast ved Hvass Sø, men man kan være heldig at se en ørn kredse højt, højt oppe over skoven eller Rold Skovs søer. Odderen holder mest til ved vandløbene og er almindelig ved Lindenborg Å og Villestrup Å.