Skillingbro Kalkgrav

Et godt sted at se på smukke, kalkelskende blomster og græsser er Skillingbro Kalkgrav ved Rold Storkro. Fra sidst i maj til hen i august kan du se kalkfloraen i blomst plus de sommerfugle og andre insekter, der trives her.

Resten af året kan man fornøje sig med at lede efter fossiler i kalkgraven. Et spændende detektivarbejde for børn.

Om planterne og kalken

Tør kalkjord på overdrev og i kridtgrave byder på vækstvilkår som visse planter er særligt tilpasset. Jordvandet er basisk (høj pH-værdi). På skrænter er jordbunden tillige oftest porøs, veldrænet, iltrig og med gunstige temperaturforhold. Derimod er nogle mikronæringsstoffer vanskeligt tilgængelige for planterne.
 
Nordjyske kalkoverdrev og kridtgrave rummer plantevækst, som i øvrigt i Danmark og Europa har en sydøstlig udbredelse. Nogle af planterne forekommer i Nordjylland kun på grund af kalken.
 
Overdrev er ældgamle, vedvarende græsningsarealer på tørbund. Græssende dyr har friholdt overdrevene for tilgroning og givet plads til en rig græs- og urteflora, særligt på kalkjord. De tilbageværende kalkoverdrev på skrænterne i Lindenborg Ådal udgør et kerneområde for denne naturtype i Danmark.
 
Skillingbro Kalkgrav er gravet i et kalkoverdrev.  I takt med gravningen indvandrer planter fra overdrevet til de blotlagte kridtflader. Indvandring og tilgroning foregår ret langsomt ved vind- og dyrespredning af plantefrø. Ældre kridtgrave kan med tiden udvikle en værdifuld kalkflora, der ligner de ældre kalkoverdrev. Bevarelse og pleje af kridtgrave er væsentlig for sikring af den særprægede nordjyske kalkflora.
Værn om floraen ved ikke at plukke eller på anden måde beskadige planterne.


Læs mere om de spændende planter Skillingbro Kalkgrav 

 
På fossiljagt i Skillingbro