Svampe i Rold Skov
Der er op mod 5.000 forskellige svampe i Danmark, og hele tiden findes nye arter. Så der er noget at gå i gang med for den nysgerrige naturvandrer.
Rold Skovs varierede natur- og kulturlandskaber byder på et bredt udvalg af svampe. Du kan naturligvis finde de eftertragtede spisesvampe som Karl Johan, brunstokket rørhat, almindelig kantarel, tragtkantarel m.fl., men du kan også tage på svampetur uden kurv for at se på alle de andre, spændende arter. Der er noget for enhver smag. For eksempel de flotte røde, næsten vulgære, fluesvampe, eller de bittesmå nålebruskhatte, der er så små, at de kan gro på en enkelt grannål, men til gengæld optræder i kolossale tal.
De fleste mennesker forbinder svampe med sensommer og efterår. Her ligger højsæsonen da også, hvert fald hvad angår spisesvampe, men faktisk kan du finde svampe året rundt. Tænk på, at de ”paddehatte” du ser poppe op af skovbunden jo kun er svampenes frugtlegemer – de svarer til æblerne på et æbletræ. Langt det meste af svampen findes nede i jorden i form af det såkaldte mycelie.
Svampene er uhyre vigtige for omsætningen af dødt materiale i skoven og er således betydningsfulde brikker i skovens økosystem. Jo mere, der forskes i svampenes økologi, jo vigtigere fviser det sig, de er for at skabe et samspil med især træerne. "The Wood Wid Web" kaldes det populært.
Vi har beskrevet en række arter, du kan finde i Rold Skov, såvel spiselige,som uspiselige, giftige og dekorative. Vi kommer ikke nærmere ind på svampenes spændende biologi, men har du lyst til at læse mere om svampe, er der mange gode bøger at købe i boghandelen eller at låne på biblioteket.
Er du usikker på, om den og den svamp er spiselig, så byder Foreningen til Svampekundskabens Fremme på gode muligheder for at tage med på en svampetur.
Den nordjyske afdelings ture kan du finde her