Blåbær
Blomstrer maj-juni. Bær modne i juli-august.
Op til 45 cm
Blomster lyserøde kugleformede
Blade kortstilkede med savtakker
Bær blåduggede eller sortglinsende
Blåbær kan du finde mange steder i Rold Skov, ikke mindst i Rebild Bakker. Vi er ikke ene om at eftertragte de lækre blå bær, også blandt dyrene er de et populært kosttilskud. Både ræv, hare og mus har blåbær på menuen og er faktisk medvirkende til at planten spredes, eftersom de hårde frøkerner slipper uskadte gennem tarmen på dyrene.
Blåbær kan ikke blot anvendes som lækkert tærtefyld eller til syltetøj. Planten er længe blevet anvendt som lægemiddel. Blåbær indeholder det aktive stof antocyanin, der har en positiv effekt på vore blodkar. Tidligere er blåbær blevet anvendt mod åreknuder og hæmorroider.