Gransanger

Blandt de trækkende småfugle er gransangeren den, der tidligst dukker op i Rold Skov. Vinteren har knap sluppet sit tag, før du hører den lille sangers karakteristiske sang: ”Tjif, tjaf, tjif, tjaf…” lyder det fra skov og mose.
En af grundene til den tidlige ankomst er, at gransangeren overvintrer i Sydeuropa, og således ikke har så langt til de nordeuropæiske yngleområder i modsætning til den nært beslægtede løvsanger, der overvintrer syd for Sahara.
For gransangeren er dette forspring vigtigt, da de to arter konkurrerer om både egnede redepladser og om føden. Begge arter lever af insekter, men små forskelle i fødesøgningen gør dem dog i stand til at leve fordrageligt side om side. Undersøgelser har vist, at gransangeren søger sin føde højere oppe i træerne end løvsangeren.

Gransanger