Nattergal
Nattergalen kommer til Nordjylland i løbet af maj måned. Vinteren har den tilbragt under Østafrikas tropiske sol. Det relativt sene ankomsttidspunkt passer nattergalen ganske godt. Sidst i maj er der nemlig altid rigeligt med insekter, der står øverst på nattergalens menu.
En nattergaletur i Gravlevdalen er en af foråret og forsommerens mest intense fugleoplevelser og det endda, selv om du næppe får fuglen at se. Nattergalen sidder for det meste skjult i en hyld eller en pilebusk, når den fylder aftenen og natten med sine klare strofer, der kan høres vidt omkring.
Lige så prangende nattergalens sang lyder, lige så lidt har den at prale med, hvad angår fjerdragten. Ryggen, der er gråbrun, toner ud i en mere rødbrun hale, og brystet er lyst gråt med diffuse mørkere grå pletter.