Fugle i forårsskoven
Allerede fra marts måned kan du tage på forårs-fugletur i Rold Skov. Viser vejret sig fra sin milde side vil mange fugle have begyndt deres sangaktivitet, selv om vi stadig kan få nogle kolde dage og især nætter.
Ringduen og den mere sjældne huldue kurrer, og småfugle som jernspurv, bogfinke og grønirisk synger fra toppen af strategisk placerede træer, hvorfra de kan have overblik over territoriet.
Fra krat og buskads høres forskellige mejser og ikke mindst den lille Gærdesmutte, hvis kraftige sang er yderst markant i det tidlige forår.
Stæren er ankommet, og afsøger skoven for forladte spættehuller og over skovens tag kredser musvågen akkompagneret af sit kraftige kald – ”kiiiiii-kiiiiiiih.
I starten af maj er den nyudsprungne bøgeskov en af de naturoplevelser, der lokker flest folk ud på skovtur. Selv om det ikke er den mest varierede skovtype, hvad fugle- og dyreliv angår, er det dejligt at gå under det lysegrønne tag og lytte til bogfinkens “det-ka´-jeg-da-sii-lisså-tit-det-ska-være”og spætmejsens høje fløjt.
De bedste fuglelokaliteter i Rold Skov finder du imidlertid, hvor landskabet og skoven er mest varieret. I områder med gamle hule træer er der hård konkurrence om redehuller blandt de mange hulrugende fugle. Mange af skovens småfugle, som mejser og fluesnappere, er ikke selv i stand til at hakke et redehul ud. De må bruge naturens egne fuglekasser i form af spættehuller eller naturligt forekommende sprækker og hulrum i gamle døde træer. Den atore flagspætte er på den måde en meget vigtig fugl som bygmester for de mindre fugle. Store hulrugere som hulduen kan ikke klemme sig gennem et flagspættehul, de har brug for en væsentlig større bolig – de benytter sig derfor af sortspættens gamle huller.
Fra midt i maj og hen omkring Sankt Hans er fuglesangen på sit højeste. De mange små sangere er nu kommet til Rold Skov for at yngle, nogle helt fra det sydlige Afrika. En tidlig morgen før solopgang bør du prøve at gå ud i skoven og lytte til fuglekoret. Det er en stor oplevelse.
Der er mange muligheder for en god vandretur med fuglene i fokus. Under de enkelte fuglearter kan du finde turforslag. Skal vi anbefale en rigtig god forårsfugletur, hvor der er chance for det meste af det skoven, rent fuglemæssigt, byder på, kunne det være fra Fruesko-P ned gennem Bjergeskov til Lille Blåkilde.