Fugle i efterårsskoven
Mange af trækfuglene ser vi ikke meget til. De trækker om natten. Men slår de sig ned i Rold Skov for at raste og tanke op inden den videre færd, kan de i den grad sætte deres præg på skoven. Det kan for eksempel være løvsangere i hundredevis, der vimser omkring i buske og krat. Af og til kan en enkelt fugl synge et par strofer, som var det forår. Det bliver dog aldrig til den helt store koncert på denne årstid.
I de kølige oktobernætter kan du høre en af de mest karakteristiske nattrækkere. Det er vindroslen, hvis skarpe og gennemtrængende ”chiiiiiiiiiiif” tydeligt kan høres, når fuglene trækker over skoven.
Om dagen kan du i skovens randområder se sjaggeren. Sjaggeren er en drossel, og lige som både vindroslen og solsorten lokkes den til af skovbrynets modne rønnebær.
Her om efteråret har skovskaderne travlt med at samle vinterforråd. Du kan se dem flyve i rutefart mellem territoriet og gode fødesteder med rigeligt udbud af agern, bog og nødder. Det er ikke kun skovskaden, som opretter fødedepoter rundt om i skoven; også spætmejser og de mindre mejser hamstrer frø, som gemmes i skovbunden eller i sprækker i træerne.