Hvass Sø
Umiddelbart nord for Stabelpladsen i den nordligste udkant af Arden ligger Hvass Sø, der har sit navn efter den skovrider Jens Hvass, som var statsskovens ubestridte leder fra 1940 til 1970. Det var ham, der i 1953 fik ideen til at opstemme Hummelbæk - den lille bæk, du kan se ved den nordlige ende af søen. Bækken løber fra Farsø Mose i Rold Østerskov og videre til Willestrup Å. Hummelbæk er i øvrigt et af Rold Skovs få naturlige vandløb.
Jens Hvass var en mand med mange idéer, og hele vejen rundt om søen plantede han en masse forskellige træer. Rundt om søen er der opsat skilte ved de enkelte træer, så du kan se både, hvad det er for træer, og hvor i verden de hører hjemme.
Hvass Sø byder på fine naturoplevelser ikke mindst om efteråret, hvor der virkelig er knald på farverne.
Om foråret kan du både se og høre mange af skovens fugle omkring søen. Det er selvfølgelig især småfuglenes sangkor, der præger skoven, men husk også lige at kaste et blik op i luften en gang i mellem. Måske kan du se et par musvåger kredse eller de store sorte ravne, der kan lave de mest utrolige stunts i luften – de kan endda flyve med ryggen nedad. Du vil tydeligt kunne høre deres rustne ”korp-korp”, der har givet den dens svenske navn: korp. Du kan også være heldig at høre den kragestore Sortspættes latteragtige kald.
Om sommeren er det især insektlivet, der er interessant ved Hvass Sø. De store guldsmede der patruljerer lavt over vandet er sjove at se på.