Gravlev Sø
Som den ligger i dag, er Gravlev Sø resultatet af et storstilet naturgenopretningsprojekt. Søen havde oprindeligt en udstrækning fra Lille Blåkilde i nord og helt ned til foden af Rebild Bakker ved Ravnkilde. Det konstant "varme" vand fra kilderne gav søen nogle isfri områder, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor rigt et fugleliv det har ført med sig. Op gennem 1800-tallet blev søen langsomt, men sikkert afvandet, og omkring 1910 var det helt sket med søen. De lavtliggende engarealer ned mod Lindenborg Å var dog ofte oversvømmede i særligt fugtige år.
Nu ligger søen der igen, med sine lappedykkere, gråænder, blishøns og fiskehejrer. Alle disse arter, og flere til, har taget søen til sig, som om ingen ting var hændt. Alene den gråstrubede lappedykker kan opleves med over 10 ynglepar.
I træktiden kommer vadefugle af flere slags til Gravlev Sø for sammen med krikænder, taffelænder og troldænder at nyde godt af den næringsrige søs ta'selv bord. Hvis Gravlev Sø ellers er isfri om vinteren, kan der ligge mange ænder og blishøns, og så kommer der larmende gæster nordfra; det er de gulnæbbede sangsvaner. I den mere usædvanlige afdeling ses den lille skallesluger, som kommer hertil fra de tusind søers land, Finland.