Lille Blåkilde
I Gravlev Ådal sydøst for Buderupholm ligger Lille Blåkilde, som navnet til trods er den mest vandgivende kilde i området, ja faktisk i hele Nordeuropa. Her vælder 150 liter vand i sekundet ud gennem sprækker i kalkskråningen. Vandet ender i Lindenborg Å, der løber forbi ganske nær.
Lille Blåkilde er, som mange af skovens øvrige kilder, hjemsted for flere sjældne plantearter.
Sidst i maj, når engnellikeroden blomstrer, synger nattergal og kærsanger af fuld hals fra det omkringliggende pilekrat, og ude over Gravlevdalens fugtige enge ned mod Gravlev Sø kan du på stille aftner høre dobbeltbekkasinens brummende parringsflugt.
På kolde vinterdage damper kildens vand, for det holder hele året rundt en temperatur omkring 8 grader. Vandet i Lille Blåkilde er for øvrigt det ældste kildevand i Rold Skov. Det tager omkring 50 år, fra regnen falder, til vandet dukker fra op fra kalkundergrunden i Lille Blåkilde. Typisk er kildevandet i Rold Skov mellem 25 og 30 år gammelt.