Bøgen
Blomstrer i maj
Op til 40 meter høj
Barken glat sølvgrå
Blade først dunede lysegrønne, men bliver efterhånden mørkegrønne
Bøgen er et forholdsvist nyt træ i den danske natur. Den indvandrede i bronzealderen for omkring 3.000 år siden. Den fortrængte gradvis linden, der indtil da var Danmarks mest dominerende træart.
Der er næppe nogen anden plante i skoven, der som bøgen i den grad signalerer årstidernes skiften. Fra forårets lysende grønne løvtag til sommerens mere afdæmpede mørkegrønne nuancer; og fra efterårets varme rødbrune løv til de sorte vintersilhuetter.
Rold Skov med sit kolde mikroklima har været et barsk sted for bøgen. Den oprindelige Rold Skov-bøg er derfor et kroget træ, som i gamle dage ydermere blev skåret ned med års mellemrum. Til sammen har det givet skoven sine berømte "troldeskove".
I Rold Skov findes mange navngivne bøgetræer. Og selvom et af de mest berømte, ”Prinsessetræet”, ikke findes mere er der masser af andre bøge at gå på opdagelse efter. For eksempel: Sibjergbøgene, Kærlighedsbøgen, Mosskovbøgen, Kremses Bøg og Marilyn Monroe.